Min hundehistorie starter som så mange andres, da jeg som barn fik mulighed for at danne nogle fantastiske venskaber med familie og venners hunde. Tysk korthår, Golden retriever, Mynder, Sankt Bernard, Schæfer, Cocker Spaniels, Labrador og et utal af blandinger.
Min egen første hund var af racen Rottweiler. Sidenhen kom de Australske cattledogs til og endnu en rottweiler og labrador. Der imellem har der været hunde som i kortere eller længere perioder har været inde og sætte deres poteaftryk i mit hjerte.
Jeg tror på at for et optimalt hundehold, skal der viden til, da det giver forståelse. Forståelse giver grobund for to yderst vigtige faktorer, nemlig tillid og respekt. For mig kan det ene ikke eksisterer uden det andet. Samtidig skal det være ligeværdigt. Hvis du ikke stoler på og respekterer din hund, får den aldrig respekt og tillid til dig!
Der hvor du ønsker din hund, der skal du selv være. Er du stresset, frustreret eller irriteret, så er det hvad din hund møder dig med. Derfor er det vigtigt at du er optimistisk, nysgerrig og topmotiveret når du finder godbidderne/legetøjet frem.